Danvægt har leveret et komplet vejeanlæg med to brovægte i et integreret computerbaseret vejesystem til Køge Jorddepot. Automatiseringen betyder, at vognmændene sparer tid og penge, hvilket er et væsentligt konkurrenceparameter for Køge Jorddepot.
Køge Jorddepot har fået en næsten problemfri start, og allerede nu kører deponiet som en velsmurt maskine.
Det tager i gennemsnit 6 minutter at komme af med 32 tons jord på Køge Jorddepot. Efter tre måneders grundige forberedelser kører jorddepotet nu som en velsmurt maskine, der kan modtage mange tusinde tons jord om dagen.
Processen er helt automatiseret, hvilket sparer både tid og penge for vognmændene. Det forklarer driftsleder Claus Reenberg, der fra sin plads i hjørnet i administrationsbygningen kan se al trafik ind og ud af depotet.
- Vi kan nemt klare 350 lastbiler om dagen og sandsynligvis flere. Det er blandt andet den høje service og hurtigheden, vi skal konkurrere på, siger Claus Reenberg.
Alene på to dage i december modtog Køge Jorddepot over 10.000 tons jord. Det høje tempo kan opnås, fordi al jord til deponiet bliver godkendt på forhånd. Når en entreprenør skal af med jord, sender han en ansøgning til Køge Jorddepot sammen med de analysecertifikater, der dokumenterer jordens forureningsgrad. Hvis jordens forurening falder inden for depotets grænseværdier, bliver et følgebrev sendt tilbage til entreprenøren, der så indgår i en kontrakt med depotet om afsætning af en bestemt mængde jord.
For vognmanden Leif Johansen er det lige så let at komme og besøge Køge Jorddepot, som det er at krydse Storebæltsbroen. Foto: Jens Villemoes.
Første gang en lastbil ankommer til Køge Jorddepot, bliver chaufføren udstyret med et magnetkort, og derefter er processen helt automatisk. Trafikken ind og ud af depotet bliver ledt hen over en gigantisk vægt, der måler lastbilens vægt både med og uden last, og forskellen bliver løbende optalt i systemet. Chaufføren indtaster blot en ordrekode, når han kører ind og ud af anlægget. To kameraer registrerer samtidigt lastbilernes nummerplader og indholdet af lasten. Det sidste er én af flere kontrolinstanser, der skal forhindre snyd eller fejl. Hele anlægget omkringen vægten inkl. registrering og kontrol er leveret af Danvægt A/S.
- Det sker heldigvis yderst sjældent, at nogen forsøger at snyde, og det her system er også betryggende for vognmanden, der får fuld dokumentation for hvad, hvor meget og hvornår han har afleveret jorden, forklarer Claus Reenberg.
Fra sin post på første sal i administrationsbygningen kan Claus Reenberg overvåge al trafik ind og ud af jorddepotet. Foto: Jens Villemoes